Mørke, kulde, blæst og regn. Hygge, varme, nærhed, kakao og et stort tæppe.
Efteråret nærmer sig med raske skridt. Jeg plejer at være klar, være forberedt. Stå klar med tæppet og kakaoen og råbe; "KOM BARE AN!" Men ikke denne gang. Denne gang har jeg for travlt, for mange lektier hober sig op omkring mig hoved. Jeg føler, at jeg drukner i dem.
Jeg ville gerne ligge lige nu, sammen med dig på en sofa, under et tæppe, og lytte til vinden uden for, som rusker i træerne. Visheden om, at der er koldt udenfor, men at her inde, hvor vi er, er der varme og tryghed.
Jeg ville ønske, at jeg ikke behøvede tage i skole imorgen. Jeg ville ønske, at jeg havde tid til at tage mig af mig selv. Jeg ville ønske, at efterårsferien var imorgen.
Mit værelse virker uoverskuelig rodet. Og ikke på den hyggelige måde, bare på den uoverskuelige måde. Det kræver at jeg ligger mit tøj ned til vask, at jeg samler mine bøger, som ligger på sengen, i én bunke. Det kræver ikke det store, men alligevel har jeg ikke overskud til det.
At jeg fik min spansk aflevering, som er til onsdag, gjort næsten færdig, lettede lidt på stresset, men jeg skal hjem og lave samfundsfag imorgen. Der får jeg ingen ro, ingen tid til mig selv. Ingen tid til kakao og hygge under tæppet. Måske min mor ville lave mig en latte? Det er da forsøget værd at spørge. Jeg drømmer om den ene dag, hvor jeg ingen lektier har, hvor jeg kan være mig selv og slappe helt af, uden bekymringer og uden stress og jag. Jeg håber den dag bliver snart - jeg tænger til det. Så ubeskrivelig meget.
"..I need you right now, here with me.."
