En uge til juleaften

Tænk, at det i dag er den 17. december og at der derfor kun er en uge til juleaften. Det er virkelig ufatteligt. Jeg føler slet ikke, at jeg kan følge med. Denne december måned, er bare gået så stærkt. Julegave-ræs og SRP har bare stjålet al tiden. Jeg nævnte det for min mor, at jeg slet ikke kunne forstå hvordan denne december måned kunne være gået så stærk, at jeg næsten er gået glip af den. Hun svarede: "Jamen Emma, sådan er det jo hvert år." Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg tror faktisk, at hun har ret. Hvert år, når der er omkring en uge til juleaften siger jeg: "Hold da op, hvor er december måned gået stærkt!"
På den ene sider er det en god ting, at december måned flyver afsted. Så er man ikke nødt til at vente i hundrede år på, at det endelig skal blive jul!
Men på den anden side er det også lidt vemodigt. Man går jo nærmest glip af det hele. Hvis man som mig, er lidt langsom i optrækket flyver julen jo bare fordi en, uden man når at lægge mærke til det.
Den eneste grund til, at jeg i år har magtet at følge bare lidt med, har været den daglige tradition: LUDVIG OG JULEMANDEN kl. 20 på TV2.
Ja, jeg ser Ludvig og julemanden, og nej, jeg synes ikke det er latterligt! Jo okay.. Måske en lille smule. De små skuespillere, altså børnene, er så dårlige skuespillere at det gør helt ondt. Kun den aller mindst af dem, gør det lidt godt. Men ellers er det tydeligt, at de har sagt de samme replikker 200 gange og efterhånden har tabt deres entusiasme. Men det er iorden, jeg forstår  dem godt. Det kræver ÅRS øvelse at blive en dygtig skuespiller.
Og så er der Ludvigs far, Niels Glad, som er Peder fra Vupti reklamerne. Hold op, hvor kan jeg ikke tage det seriøst at se ham i rollen som "alvorlig" far. Jeg griner hver gang.
Men ud over en masse småting, og det faktum at INGEN af skuespillerne. IKKE ENGANG Andreas Bo evner, at udtale Voregård rigtigt! Trykket ligger på VORE ikke på GÅRD. Kom nu lige ind i kampen, tak!

Juleaften er hjemme hos os, det samme år ud og år ind. IKKE at det er en dårlig ting. Jeg glæder mig til juleaften hvert år. Men ikke af helt samme grund, som da jeg var mindre. Dengang var det vigtigste hvad jeg fik i julegave og jeg ventede og ventede og kunne slet ikke holde det ud, at vente på,  når tiden kom og vi skulle åbne pakker. Jeg glædede mig, ja som et lille barn. Som årene gik og jeg blev ældre var der andre ting, som blev mere vigtige... Nej, ikke familie og hygge og samvær med familien. MADEN! JULEMADEN. ANDESTEG. NAM. Jeg glæder mig til at få julemad HELE året.
Når vi så har ædt os fede i julemad, og den aller heldigste af os, har fundet mandlen, og har vundet den mest vidunderlige hjemmelavede mandelgave, som oftest er et eller andet monster lavet i marcipan og chokolade, som ingen kan se hvad er, så skal der danses om juletræet. Minimum fire sange skal vi synge. Mest fordi det er tradition og at vi ved, at alle andre familier også gør det. I virkeligheden gider vi ikke rigtig og vi venter bare på, at vi kan få lov at åbne de gaver, som ligger under træet og langt ud på gulvet, trods vi ikke er ret mange, fylder de alligevel hele stuen.
Så skal de yngste, dvs. mig, og mine to fætre, rende frem og tilbage og på skift give folk pakker, en efter en. Jeg glæder mig til, at mine fætre får børn, så jeg slipper for den tjans!
Når klokken er ved at nærme sig midnat og vi ENDELIG er blevet færdig med at åbne gaver, hygges der ellers med at glo på gaver og æde juleslik.
Så går vi i seng og det var så den juleaften.