Han kysser mig, blidt men samtidig fast. Jeg lukker øjnene og nyder øjeblikket. Det slår ned i mig som et lyn; virkeligheden. Mine læber bliver stramme og jeg presser øjnene hårdt sammen, for ikke at slippe tårerne ud. Jeg slipper hans hænder og sætter af med mine hænder mod hans brystkasse. "Aldrig mere!" Råber jeg, "ALDRIG NOGENSINDE MERE!" Jeg vender mig om og løber. Jeg løber og løber ud i det uendelige mørke. Jeg er ikke længere i stand til at holde tårerne tilbage. De strømmer ned af mine kinder, som regnen mod bilens forrude; den nat. "...aldrig igen," hvisker jeg til mig selv, mens jeg stadig løber ud i mørket, "jeg vil aldrig gøre det mere."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar