Hovedet banker fordi tankerne tordner rundt.
Det jeg før var aller mest tryg ved, er nu dét, som gør mig aller mest usikker.
For alene til at miste, for vred til at holde fast.
Hovedet banker. Tankerne tordner.
Så forvirret.
Så frustreret.
Fordi hovedet banker og tankerne tordner rundt.
Intet er klart og alting, hele verdenen, virker så fjern.
Blikket flakker og tårene presser på.
Hovedet banker.
Tankerne tordner.
Jeg ligger helt stille og lytter til verdenens støj.
Men alt jeg kan høre, er støjen fra mine tanker.
De tordnende tanker.
Lukkede øjne, et forsøg på at finde ro.
Støjen forstummes.
Tankerne træder i baggrunden.
Hovedet banker endnu.
Vender mig. Kaster mig rundt. I sengen, for at finde ro.
Presser øjnene sammen - endnu en tåre.
Støjen vender tilbage.
Tankerne tordner.
Hovedet banker - nu endnu hårdere end før.
Jeg græder, hulker.
Vrider og vender mig.
Mens hovedet banker og tankerne tordner.
En endeløs kamp, mod de endeløse, forvirrende, tunge og vrede tanker.
De triste, modløse og omgivende tanker.
Jeg græder stadig, hulker lidt endnu.
Vrider mig let og vender mig endnu engang.
Stormen ser ud til at have lagt sig.
Hovedet banker, men ikke nær så meget nu.
Tankerne tordner, men stormen trækker væk.
Øjnene lukkes og roen trænger sig endelig på.
Drømmene begynder, hertil troede jeg aldrig, at jeg skulle nå.