Sygdom er noget røv. Mit hovede føles som om, det vil eksplodere! Jeg har for meget fravær til at kunne blive hjemme, men at sidde i en biologitime, som man i forvejen ikke forstår meget af, med et hoved der er ved at sprænges af smerte, gør ikke ligefrem indlæringsprocessen lettere.
Jeg kan ikke andet end at glæde mig til at komme hjem, så jeg kan ligge mig i min seng og sove. Sove helt indtil jeg skal spise, og derefter sove igen.
Du irriterer mig til vanvid for tiden. Lige meget hvad du siger og gør, gør det mig vred. Jeg kan ikke finde ud af, om det bare er mig som er blevet virkelig snerpet, eller om du virkelig bare er blevet en fucking pestilens. Og jeg gider ikke sige det til dig. For det gør alligevel aldrig nogen forskel. Du lytter næsten ALDRIG og gør bare det jeg lige bad dig undgå, igen 5 min efter. Det driver mig til vanvid. Så jeg er begyndt bare at holde mig kæft og blive vred i stilhed. Måske er det derfor, jeg er så vred på dig. Jeg ved det ikke.