Hello World, look at me!

Jeg har hovedpine, så jeg kan ikke sove. Stormen raser uden for mit vindue mens jeg ligger her i min trygge varme seng. Man ligger godt, tiltrods for hovedpinen og kvalmen, som gør det nærmest umuligt at falde til ro. Men det er ikke noget nyt, at jeg ikke kan sove... Sådan er det tit. Så jeg bruger tiden til at tænke. Tænkt en masse tanker. (hvad skulle man ellers tænke...?) Det er gået op for mig, at mange at mine blogindlæg har været meget "jeg er nødt til at skrive noget"-agtige, selvom ideen med min blog var at komme af med mine tanker. At tvinge sig selv til at skrive hvad man har lavet er ikke ligefrem det oprindelige formål. Men jeg vil ikke sige "så det gør jeg ALDRIG mere", for det kan godt være at jeg får lyst til. Men i såfald gør jeg det fordi jeg har lyst og ikke fordi jeg føler, at jeg skal. Det er rart at have ferie og bare lave ingenting. Idag stod jeg op kl 16. Ikke med vilje, jeg var faktisk ikke klar over, at klokken var så mange, men fordi det var så mørkt udenfor, så jeg troede nok, at det stadig var morgen. Men jeg havde nok trængt til det. Må man gå ud fra. Min mor bad mig gå i seng, da hun gik i seng kl 00. Jeg ved ikke rigtig hvorfor hun altid gør det, for hun ved da at jeg er fuldstændig ligeglad med at hun siger "nu skal du altså gå i seng Emma". Jeg gør det jo ikke alligevel? Men kl 1 gjorde mit hoved så ondt, at jeg var nødt til det. Men her ligger jeg. Jeg sover stadig ikke og klokken er næsten halv 4. Jeg kan bare ikke. Det hjælper selvfølgelig ikke så meget at begynde at lave noget andet, for så overskrider jeg bare det punkt hvor jeg faktisk er træt og bliver så i stedet frisk eller overtræt om man vil og kan så slet ikke sove.
Det her bliver endnu et af de blog indlæg hvor man tænker "der er ingen billeder, bare en masse tekst, det gider jeg ikke læse." men det gør ingenting. For jeg gør det for min egen skyld og for at lukke mine tanker ud, så de måske fylder mindre i hovedet og måske kan jeg så falde i søvn.
Man ved jo aldrig.

Så er SRP endelig afleveret! Forud venter punktum fest, juleaften og juleferie! Sikke dejligt livet er!

SRP er endelig ved at være ovre, og jeg har snart tid til at være mig selv igen. Jeg får tid til at se en masse anime, tegne, sove, ja bare hygge mig og nyde stilheden og mit eget selskab. Det bliver rigtig lækkert!
(Billedet er taget en gang i sommers fra mit vindue.
Synes bare det var så fint og stemningsfyldt, trods pletten på linjen.)

En uge til juleaften

Tænk, at det i dag er den 17. december og at der derfor kun er en uge til juleaften. Det er virkelig ufatteligt. Jeg føler slet ikke, at jeg kan følge med. Denne december måned, er bare gået så stærkt. Julegave-ræs og SRP har bare stjålet al tiden. Jeg nævnte det for min mor, at jeg slet ikke kunne forstå hvordan denne december måned kunne være gået så stærk, at jeg næsten er gået glip af den. Hun svarede: "Jamen Emma, sådan er det jo hvert år." Jeg er ikke meget for at indrømme det, men jeg tror faktisk, at hun har ret. Hvert år, når der er omkring en uge til juleaften siger jeg: "Hold da op, hvor er december måned gået stærkt!"
På den ene sider er det en god ting, at december måned flyver afsted. Så er man ikke nødt til at vente i hundrede år på, at det endelig skal blive jul!
Men på den anden side er det også lidt vemodigt. Man går jo nærmest glip af det hele. Hvis man som mig, er lidt langsom i optrækket flyver julen jo bare fordi en, uden man når at lægge mærke til det.
Den eneste grund til, at jeg i år har magtet at følge bare lidt med, har været den daglige tradition: LUDVIG OG JULEMANDEN kl. 20 på TV2.
Ja, jeg ser Ludvig og julemanden, og nej, jeg synes ikke det er latterligt! Jo okay.. Måske en lille smule. De små skuespillere, altså børnene, er så dårlige skuespillere at det gør helt ondt. Kun den aller mindst af dem, gør det lidt godt. Men ellers er det tydeligt, at de har sagt de samme replikker 200 gange og efterhånden har tabt deres entusiasme. Men det er iorden, jeg forstår  dem godt. Det kræver ÅRS øvelse at blive en dygtig skuespiller.
Og så er der Ludvigs far, Niels Glad, som er Peder fra Vupti reklamerne. Hold op, hvor kan jeg ikke tage det seriøst at se ham i rollen som "alvorlig" far. Jeg griner hver gang.
Men ud over en masse småting, og det faktum at INGEN af skuespillerne. IKKE ENGANG Andreas Bo evner, at udtale Voregård rigtigt! Trykket ligger på VORE ikke på GÅRD. Kom nu lige ind i kampen, tak!

Juleaften er hjemme hos os, det samme år ud og år ind. IKKE at det er en dårlig ting. Jeg glæder mig til juleaften hvert år. Men ikke af helt samme grund, som da jeg var mindre. Dengang var det vigtigste hvad jeg fik i julegave og jeg ventede og ventede og kunne slet ikke holde det ud, at vente på,  når tiden kom og vi skulle åbne pakker. Jeg glædede mig, ja som et lille barn. Som årene gik og jeg blev ældre var der andre ting, som blev mere vigtige... Nej, ikke familie og hygge og samvær med familien. MADEN! JULEMADEN. ANDESTEG. NAM. Jeg glæder mig til at få julemad HELE året.
Når vi så har ædt os fede i julemad, og den aller heldigste af os, har fundet mandlen, og har vundet den mest vidunderlige hjemmelavede mandelgave, som oftest er et eller andet monster lavet i marcipan og chokolade, som ingen kan se hvad er, så skal der danses om juletræet. Minimum fire sange skal vi synge. Mest fordi det er tradition og at vi ved, at alle andre familier også gør det. I virkeligheden gider vi ikke rigtig og vi venter bare på, at vi kan få lov at åbne de gaver, som ligger under træet og langt ud på gulvet, trods vi ikke er ret mange, fylder de alligevel hele stuen.
Så skal de yngste, dvs. mig, og mine to fætre, rende frem og tilbage og på skift give folk pakker, en efter en. Jeg glæder mig til, at mine fætre får børn, så jeg slipper for den tjans!
Når klokken er ved at nærme sig midnat og vi ENDELIG er blevet færdig med at åbne gaver, hygges der ellers med at glo på gaver og æde juleslik.
Så går vi i seng og det var så den juleaften.

Jeg kan se lyset for enden af tunnelen! Jeg er snart i mål!
Med indtil videre 15 sider skrevet, kun ét underspørgsmål og konklusion og et lille abstract tilbage, kan jeg snart se målstregen! Åh, hvor jeg glæder mig til at kunne sige "ALDRIG MERE SRP!" Og næste år, når de nuværende 2.g'er sukker over SRP kan jeg bare sige "So last year!" ÅHHHHH, hvor jeg glæder mig til at være færdig. Jeg er sååå træt i mit hoved, i min nakke og i min numse. Jeg tænker virkelig til ferie nu.

VI SES PÅ DEN ANDEN SIDE.