Jeg bliver så glad, når folk gider kommenterer mine blog indlæg. For, i virkeligheden bliver jeg sommetider i tvivl om, hvorvidt det kun er mine nærmeste venner som læser min blog. Hvilket selvfølgelig også er fedt, men min blog er nu engang tilgængelig for ALLE og der vil derfor være en fed bonus, hvis mennesker jeg faktisk ikke kender læser mit shit og synes, at det er sgu helt okay det hun skriver der. Hey, det kan jeg da egentlig følge hende i, ej hvor sjovt jeg har det på præcis samme måde. Og hvis de få, som læser min blog føler, at jeg faktisk er fornuftig at høre på, til tider, LET ME KNOW! For det er bare altid så dejligt at blive anerkendt. Hold da op, hvor jeg lyder narcissistisk lige nu. Men det er ikke for at få OPMÆÆÆÆRKSOMHED. Det er bare rart, you know, sommetider at dele sine tanker med andre. Andre end kun ens venner. Og nogle gange har man også bare brug for at komme ud med nogle ting. De mest private, mest hadefulde og mest ondskabsfulde holder jeg selvfølgelig for mig selv, i min egen lille dagbog. Tro mig, den fejl har jeg begået før, for som sagt, DET ER OFFENTLIGT - ALLE KAN LÆSE DET. Det vil sige, også dem jeg sommetider hater på. Og jeg ønsker ikke at gøre nogle sure.. eller. NEJ! Det ønsker jeg ikke. Ikke engang dem, jeg selv er sure på. Det er min sag, som jeg holder for mig selv. Men sådan noget som, den mail jeg havde fået forleden, som gjorde mig ret sur. Jeg synes ikke, at det var et nedladende angreb på den person, som havde skrevet det, jeg føler bare, at det er uretfærdigt af personen at blive SÅ vred på mig, når det reelt var mig som blev ignoreret til at starte med. Men fair, jeg husker til næste gang, at tænke over hvordan jeg formulerer mig, så det måske kommer til at fremstå mere... mindre negativt.
Jeg føler, at jeg virkelig brude gå i seng, så jeg kan være frisk til imorgen, så jeg kan blive færdig med mit SRP hurtigst muligt. Men alligevel. Jeg har brug for at sidde her lidt. Bare sidde. Lytte til min musik. Stalke folk på facebook. Måske tegne lidt. Men. I sidste ende ved jeg jo, hvordan det går. Jeg sidder og bliver en lille smule træt, men er for stædig til at gå i seng. Og når jeg så endelig går i seng, er jeg ikke længere træt og kan derfor ikke sove før klokken bliver 4. Men jeg har ikke lyst til at gå i seng kl. 22. Selvom jeg er træt. Kun hvis jeg er så træt, at jeg ikke længere kan holde mig vågen og alligevel bare sidder og hænger. Men det gør jeg ikke nu. Og slet ikke lige nu, hvor nu skriver jeg blog. Jeg tænker tit på, hvorfor jeg ikke kan sove. Mange andre kan stå op kl. 13 (og det her er et eksempel på en weekend, står ikke op kl. 13 til hverdag - DOG IKKE) og stadig sove kl. 00. DET KAN JEG IKKE. Klokken er tidligst 2 når jeg sover. Og så skal jeg have et slemt søvnunderskud. Jeg kan bare ikke sove om natten, når jeg har sovet hele dagen væk. Og det ender lynhurtigt i en ond cirkel hvor jeg får vendt helt op og ned på nat og dag.
By the way, kan jeg godt fornemme at det her er et ret langt indlæg. Og.. måske kedeligt at læse. Så jeg blamer ingen for at give op halvvejs. Og dem der giver op halvvejs læser ikke denne tilgivelse. Too bad. Jeg bliver nød til at gå i seng. "Det er ligesom mit hjerte endelig slår, jeg vidste det ville ske men ikke hvornår.."

JEG TILGIVER DEM SOM GAV OP HALVVEJS!