Vrede og melankoli

Jeg var så glad, endelig havde jeg fået min stationær tilbage, den virkede og jeg kunne endelig komme til at spille mine spil. Det er 14 dage siden ca. Igår, midt i et spil Minecraft, fryser den. Jeg tænker ikke videre over det og trykker på genstart-knappen nederst på computeren. Den starter op. Viser sort skærm med et blinkende "_" og så kommer SIDEN. SIDEN, som jeg aldrig troede jeg skulle se igen, SIDEN, som den har vist så mange gange, SIDEN som betyder at lortet alligevel ikke virker. Noget i retning af "An unknown error occured. Press CTRL + Alt + Delete to restart." Jeg græd. Græd af raseri. Det kan simpelthen ikke passe. Ikke igen, ikke allerede! Jeg gav 500 kr for en ny harddisk og det virker stadig ikke.
Jeg skrev til Alexander, og viste ham et billede af den anden 'side', som siger: "Der opstod et problem i Windows under forsøget på at kommunikere med en enhed, der er tilsluttet computeren. Fejlen kan skyldes.... *bla bla bla*" HARDDISK FEJL, skriver han tilbage. Jeg var sekunder fra at gå amok, da jeg havde svaret; og hvad gør jeg ved det, for jeg vidste, at han ville svare at jeg skulle købe en ny harddisk. NEJ. Been there, done that. NOT WORKING. Ork, det gør mig bare så vred. Men det skal selvfølgelig ikke gå ud over ham, for det er jo ikke hans skyld, at min 6 år gamle computer ikke kan mere.
Men jeg har ikke vundet i lotto, så jeg har ikke bare lige råd til en ny. Så jeg må håbe, og vente, på at det bliver min fødselsdag i februar, hvor jeg MÅSKE kan være heldig at få en. Eller få beskeden "Vi ville have købt dig en ny computer skat, men vi har simpelthen ikke råd."
Sikke et kedelig blogindlæg, om computer og vrede over, at det lort aldrig virker.

Melankoli.. som titlen siger. De viste Sex and the City: the movie på TV2. Og jeg, som ejer alle afsnit af sex and the city, skulle selvfølgelig se den (igen..)
Den minder mig bare... om mig selv. Det er kliche agtigt at sige, det ved jeg, men det er sandt. Big minder mig om en eks kæreste og Carrie minder mig vel lidt om mig selv, selvom jeg ikke ejer stil, eller sko, eller veninder som hendes. [Ikke at jeg ikke har veninder - vi tøsefjanter bare ikke.... vi spiller Little Big Planet og ser Skråplan og drikker COLA... Ja.. Jeg elsker jer sgu!]
Men jeg bliver lidt vemodig. Og jeg tænker.. over alt det... som jeg har været igennem de seneste år. Det har været som en endeløs rutsjebane tur, som aldrig ville tage ende. Som om, at når det endelig gik bare lidt godt, skulle der ske noget, så drastisk, at det vendte alt på hovedet og gjorde, at jeg kunne starte forfra i min kamp. Det skal ikke lyde som om, at det har været verdenen, som har været ond og grusom mod mig. Det er selvrforskyldt, rigtig meget af det. Min egen skyld. Og det er næsten det værste.
At se sig selv i spejlet og indse, at man ikke kan leve med den man selv er, intet kunne være værre. For du ændre ikke dig selv over én nat, selvom du gerne ville. At andre ikke kan lide sig, hader dig, synes du er verdens største svin, ja det er én ting. Men at man selv synes det. At man hader sig selv, for den man er, fordi man virkelig har indset  hvor kæmpe et svin man har været, hvor egoistisk og selvisk man har opført sig over for alle dem, som ville en det allerbedste. Alle dem jeg har pisse på gennem årene, selvom de stod ved min side til det sidste. Carrie sagde, at man bruger tyverne på at opleve kærligheden, trediverne på at lære lektien og fyrrerne på at betale regningen. I've been all the way around. Jeg oplevede livet, levede det som det passede mig, læste lektien, opdagede at jeg tog fejl, at jeg var... et svin, et dårligt menneske, og nu betaler jeg regningen, jeg mistede en jeg elskede højere end noget. Det nager mig stadig og jeg kan stadig, efter snart tre år, fælde en tårer, selvom han ikke er det værd, men jeg har fortjent det. Ingen fortjener at blive behandlet sådan, selv ikke ham. Jeg er ikke enig i, at hans måde at håndterer det på er iorden, men det er hans måde og jeg har mine måder. Jeg kan intet gøre for at ændre på fortiden, kun se fremad og håbe på, at jeg kan gøre det bedre i fremtiden.
Aldrig, ikke en eneste gang, havde jeg takket dig, når du hentede cola'er til mig, fordi jeg var for doven til selv at lætte røven. Men da du sagde, at åh hvor kunne du godt spise en sildemad, så gik jeg ned og jeg lavede dig en sildemad. Jeg ved det ikke er meget, og jeg ved det ikke er nok. Men det er da et tegn på, at jeg er på vej i den rigtige retning - er det ikke?