Hovedet banker fordi tankerne tordner rundt.
Det jeg før var aller mest tryg ved, er nu dét, som gør mig aller mest usikker.
For alene til at miste, for vred til at holde fast.
Hovedet banker. Tankerne tordner.
Så forvirret.
Så frustreret.
Fordi hovedet banker og tankerne tordner rundt.
Intet er klart og alting, hele verdenen, virker så fjern.
Blikket flakker og tårene presser på.
Hovedet banker.
Tankerne tordner.
Jeg ligger helt stille og lytter til verdenens støj.
Men alt jeg kan høre, er støjen fra mine tanker.
De tordnende tanker.
Lukkede øjne, et forsøg på at finde ro.
Støjen forstummes.
Tankerne træder i baggrunden.
Hovedet banker endnu.
Vender mig. Kaster mig rundt. I sengen, for at finde ro.
Presser øjnene sammen - endnu en tåre.
Støjen vender tilbage.
Tankerne tordner.
Hovedet banker - nu endnu hårdere end før.
Jeg græder, hulker.
Vrider og vender mig.
Mens hovedet banker og tankerne tordner.
En endeløs kamp, mod de endeløse, forvirrende, tunge og vrede tanker.
De triste, modløse og omgivende tanker.
Jeg græder stadig, hulker lidt endnu.
Vrider mig let og vender mig endnu engang.
Stormen ser ud til at have lagt sig.
Hovedet banker, men ikke nær så meget nu.
Tankerne tordner, men stormen trækker væk.
Øjnene lukkes og roen trænger sig endelig på.
Drømmene begynder, hertil troede jeg aldrig, at jeg skulle nå.

Torsdag: "Hvis jeg går i gang med dansk stil imorgen er jeg færdig i goooooood til. Den skal først afleveres mandag morgen."
Fredag: "Værste dag længe.. det bliver IKKE i dag. Jeg gør det imorgen"
Lørdag: *sover hele dagen* Kl. 23: "... Jeg gider simpelthen ikke nu, jeg kan IKKE koncentrere mig. FUCK OG LORT MAND! Så er jeg jo nød til at sidde med det imorgen..."
Forudser søndag: *sove hele dagen* Kl. 22: "Nå... ja, nu skal jeg jo i gang.."

Story of my life - once again.

Blot en drøm, eller hvad..

Han kysser mig, blidt men samtidig fast. Jeg lukker øjnene og nyder øjeblikket. Det slår ned i mig som et lyn; virkeligheden. Mine læber bliver stramme og jeg presser øjnene hårdt sammen, for ikke at slippe tårerne ud. Jeg slipper hans hænder og sætter af med mine hænder mod hans brystkasse. "Aldrig mere!" Råber jeg, "ALDRIG NOGENSINDE MERE!" Jeg vender mig om og løber. Jeg løber og løber ud i det uendelige mørke. Jeg er ikke længere i stand til at holde tårerne tilbage. De strømmer ned af mine kinder, som regnen mod bilens forrude; den nat. "...aldrig igen," hvisker jeg til mig selv, mens jeg stadig løber ud i mørket, "jeg vil aldrig gøre det mere."

Sneflokke kommer vrimlende

Min nye ven fra Randers Regnskov. Han har endnu ikke fået et navn! 

Jeg skal i Zoodom med Martin på torsdag og kigge på agamer. 

Uh, hvor jeg gerne vil have sådan en sød én! 

(Jeg ved virkelig ikke hvordan det lykkedes mig, at placere billederne 

ved siden af hinanden... Jeg ved det VIRKELIG ikke.)

Jeg har netop læst et blog indlæg om, problematikken i at have en offentligt tilgængelig blog. Det er dejligt at alle kan læse det, fordi det altid er sjovt når mennesker man ikke nødvendigvis kender overhovedet læser ens tanker og måske kan realterer til dem. Det er det jeg synes er spændende og sjovt ved at blogge. Men nogle gange har jeg ting som jeg rigtig gerne vil ud med, skrive ned, men ikke kan dele her. Ting, som fremmede måske godt må vide, men enkelte personer ikke skal læse. Problemet ligger i, at man for det første kan støde folk, fordi dem der kender mig, ved at det jeg skriver måske kan handle om dem, hvis jeg fx beskriver en situation eller lignende, men ting jeg skriver kan også bruges mod mig. Jeg har allerede lært på den hårde måde, at der er nogle ting, trods ytringsfrihed, som man IKKE skal dele i det offentlige rum. Ting som kan såre andre, fx. Jeg kan derfor ikke uhæmmet svine folk til, som jeg ikke bryder mig om, selvom jeg måske har rigtig meget behov for at få i tanker og følelser ud af kroppen. Men det kan jeg ikke, for det kan få konsekvenser både for mig og andre. Og det ønsker jeg ikke ske igen.  For ja, jeg er før gået for langt. Og jeg sagt ting, om folk, som alle dem der kender mig, vidste nøjagtig hvad handlede om, og ikke mindst hvem det handlede om. Det var ikke rimeligt. Man kan ikke tillade sig at svine folk til, selvom man har brug for det, og selvom man i teorien har ret til at sige hvad der passer en. Nogle gange må man bare enten... holde det i sig, eller skrive det i sin egen lille dagbog som INGEN udover en selv læser. Det kan i nogle tilfælde også være tilstrækkeligt, men hvis det er et emne eller en situation man ønsker at dele med andre, hører andres mening omkring osv er det problematisk at man ikke bare kan skrive løs.

Jeg har ingen løsning på problemet. Jeg ønsker at min blog skal være tilgængelig for alle.
Så hvis jeg på noget tidspunkt får skrevet noget, som på en eller anden måde støder nogen, ville jeg være taknemmelig hvis de sagde til, for det har aldrig være mit ønske at såre nogen.

Vrede og melankoli

Jeg var så glad, endelig havde jeg fået min stationær tilbage, den virkede og jeg kunne endelig komme til at spille mine spil. Det er 14 dage siden ca. Igår, midt i et spil Minecraft, fryser den. Jeg tænker ikke videre over det og trykker på genstart-knappen nederst på computeren. Den starter op. Viser sort skærm med et blinkende "_" og så kommer SIDEN. SIDEN, som jeg aldrig troede jeg skulle se igen, SIDEN, som den har vist så mange gange, SIDEN som betyder at lortet alligevel ikke virker. Noget i retning af "An unknown error occured. Press CTRL + Alt + Delete to restart." Jeg græd. Græd af raseri. Det kan simpelthen ikke passe. Ikke igen, ikke allerede! Jeg gav 500 kr for en ny harddisk og det virker stadig ikke.
Jeg skrev til Alexander, og viste ham et billede af den anden 'side', som siger: "Der opstod et problem i Windows under forsøget på at kommunikere med en enhed, der er tilsluttet computeren. Fejlen kan skyldes.... *bla bla bla*" HARDDISK FEJL, skriver han tilbage. Jeg var sekunder fra at gå amok, da jeg havde svaret; og hvad gør jeg ved det, for jeg vidste, at han ville svare at jeg skulle købe en ny harddisk. NEJ. Been there, done that. NOT WORKING. Ork, det gør mig bare så vred. Men det skal selvfølgelig ikke gå ud over ham, for det er jo ikke hans skyld, at min 6 år gamle computer ikke kan mere.
Men jeg har ikke vundet i lotto, så jeg har ikke bare lige råd til en ny. Så jeg må håbe, og vente, på at det bliver min fødselsdag i februar, hvor jeg MÅSKE kan være heldig at få en. Eller få beskeden "Vi ville have købt dig en ny computer skat, men vi har simpelthen ikke råd."
Sikke et kedelig blogindlæg, om computer og vrede over, at det lort aldrig virker.

Melankoli.. som titlen siger. De viste Sex and the City: the movie på TV2. Og jeg, som ejer alle afsnit af sex and the city, skulle selvfølgelig se den (igen..)
Den minder mig bare... om mig selv. Det er kliche agtigt at sige, det ved jeg, men det er sandt. Big minder mig om en eks kæreste og Carrie minder mig vel lidt om mig selv, selvom jeg ikke ejer stil, eller sko, eller veninder som hendes. [Ikke at jeg ikke har veninder - vi tøsefjanter bare ikke.... vi spiller Little Big Planet og ser Skråplan og drikker COLA... Ja.. Jeg elsker jer sgu!]
Men jeg bliver lidt vemodig. Og jeg tænker.. over alt det... som jeg har været igennem de seneste år. Det har været som en endeløs rutsjebane tur, som aldrig ville tage ende. Som om, at når det endelig gik bare lidt godt, skulle der ske noget, så drastisk, at det vendte alt på hovedet og gjorde, at jeg kunne starte forfra i min kamp. Det skal ikke lyde som om, at det har været verdenen, som har været ond og grusom mod mig. Det er selvrforskyldt, rigtig meget af det. Min egen skyld. Og det er næsten det værste.
At se sig selv i spejlet og indse, at man ikke kan leve med den man selv er, intet kunne være værre. For du ændre ikke dig selv over én nat, selvom du gerne ville. At andre ikke kan lide sig, hader dig, synes du er verdens største svin, ja det er én ting. Men at man selv synes det. At man hader sig selv, for den man er, fordi man virkelig har indset  hvor kæmpe et svin man har været, hvor egoistisk og selvisk man har opført sig over for alle dem, som ville en det allerbedste. Alle dem jeg har pisse på gennem årene, selvom de stod ved min side til det sidste. Carrie sagde, at man bruger tyverne på at opleve kærligheden, trediverne på at lære lektien og fyrrerne på at betale regningen. I've been all the way around. Jeg oplevede livet, levede det som det passede mig, læste lektien, opdagede at jeg tog fejl, at jeg var... et svin, et dårligt menneske, og nu betaler jeg regningen, jeg mistede en jeg elskede højere end noget. Det nager mig stadig og jeg kan stadig, efter snart tre år, fælde en tårer, selvom han ikke er det værd, men jeg har fortjent det. Ingen fortjener at blive behandlet sådan, selv ikke ham. Jeg er ikke enig i, at hans måde at håndterer det på er iorden, men det er hans måde og jeg har mine måder. Jeg kan intet gøre for at ændre på fortiden, kun se fremad og håbe på, at jeg kan gøre det bedre i fremtiden.
Aldrig, ikke en eneste gang, havde jeg takket dig, når du hentede cola'er til mig, fordi jeg var for doven til selv at lætte røven. Men da du sagde, at åh hvor kunne du godt spise en sildemad, så gik jeg ned og jeg lavede dig en sildemad. Jeg ved det ikke er meget, og jeg ved det ikke er nok. Men det er da et tegn på, at jeg er på vej i den rigtige retning - er det ikke?

Jeg har købt et slytherin slips på eBay! Jeg glæder mig så så så meget til, at det kommer!
Isze har fået sit Draco Malfoy cosplay og jeg har set det, yay, hvor jeg er heldig... Men det var slet ikke det jeg ville sige, nej hun har købt en overnice slytherin kappe, også på eBay, til ret billige penge! Sådan en vil jeg også have fingrene i!

Mine nye iPhone covers kommer også snart, forhåbentligt. Jeg glæder mig! 
De er smadder fine! Ved godt, at det grå og det sorte er rimelig... "kedelige" "simple", men det synes jeg bare er fedt! 
 
 

Kort indlæg.. Ja, jeg er stadig syg. Beklager. 

Det der med, når man sidder på sit værelse en søndag eftermiddag med snot hængende ud af begge næsebor og lommetørklæder, som dækker hele ens skrivebord. Thats my reality!
Jeg sidder og finder nye blogs jeg kan følge. Det er utroligt hvor mange forskellige mennesker der blogger og hvor vidt forskelligt folk tolker det, at have en blog. Nogle poster mest billeder, andre mest tekst.
Jeg ved ikke hvad jeg er mest til. Nok mest tekst, fordi jeg er så dårlig til at få tage nogle billeder, som er værd for nogle at se.
Jeg sidder endnu engang i det så kendte dilemma, at jeg burde skrive spansk, men at jeg ikke rigtig kan tage mig sammen. Håber nok lidt på, at den bare skriver sig selv. (Hvem håber ikke det en gang imellem)
Denne weekend har været meget anderledes for mig. Jeg plejer normalt at være vågen til kl. 3 om natten, men i denne weekend er jeg gået tidligt i seng. Dette har endvidere resulteret i, at jeg også er stået vildt tidligt op, hvert fald i forhold til, hvornår jeg plejer at stå op. Lørdag var jeg vågen allerede halv 9, og idag kl. 10. Det er meget underligt at vågne FØR mine forældre og stå op sammen med dem og spise morgenmad. Det har jeg aldrig gjort før, med mindre vi har skullet et eller andet, så jeg har været nødt til at stå op.
Jeg tror nu ikke, at det er en "ny stil", jeg tror bare det er et tilfælde. Og fordi at jeg er så snottet og syg, at jeg har været nødt til at gå tidligt i seng og derfor ikke har kunnet sove længere.
Men ikke desto mindre, selvom jeg har haft nogle LANGE dage, så har jeg intet lavet. Nej, det passer faktisk ikke! Jeg har tegnet! Jeg har oploaded to nye billeder til mit galleri på DeviantArt -> LINK: mimitheangel.deviantart.com


For pokker da også!