Jeg har fået Tumblr, fordi jeg kan.

Please, tag et kig:

noccie.tumblr.com

Happy birthday Emma, now go to bed.

Ny computer og snart 20 år gammel

Well, overskriften siger vel en del. Jeg har ENDELIG fået en ny stationær, da den anden var brændt sammen. Nice, ej egentlig ikke. Derfor bruger jeg HELE min aften på at installere Sims 3 (det tager hele aften fordi jeg glemmer at tjekke om den er færdig med at installere...) Imens hører jeg musik på Spotify, fordi jeg ikke har fået lagt noget af mit musik over endnu. Det taget nemlig ret lang tid, da jeg har ret meget.

Og så fylder jeg snart 20 år. Hvilket jeg virkelig ikke rigtig ved, hvordan jeg skal forholde mig til. Jeg føler, at jeg slet ikke er klar til at blive 'voksen', men samtidig... Nej, ikke noget samtidig. Jeg vil ikke være voksen. Men når man er voksen bestemmer man selv, og derfor bestemmer jeg selv, at jeg ikke vil opføre mig, som en voksen. Jepsen.
Ikke, at jeg vil gå rundt og opføre mig tåbeligt og umodent all the time. Nogle gange har jeg bare brug for at spasse ud med mine skøre venner. Selv om jeg er 20 år, må jeg godt en gang imellem opføre mig som en på 12. Og hvis folk synes det er barnligt, så er jeg helt ligeglad. For jeg hygger mig.

"Now and then I think of when we were together  
Like when you said you felt so happy you could die  
I told myself that you were right for me  
But felt so lonely in your company  
But that was love and it's an ache I still remember

You can get addicted to a certain kinda sadness
Like resignation to the end, always the end  
So when we found that we could not make sense  
Well you said that we would still be friends
But I'll admit that I was glad it was over

But you didn't have to cut me off 
Make out like it never happened and that we were nothing  
I don't even need your love, but you treat me like a stranger  
And that feels so rough

No, you didn't have to stoop so low  
Have your friends collect your records  
And then change your number
Guess that I don't need that though  
Now you're just somebody that I used to know"


Gotye - Somebody That I Used To Know 


Det nye 'hit'. Den spilles overalt, efter at have medvirket i måde x-factor og Voice.
Og misforstå mig endelig ikke, jeg synes den er rigtig rigtig god! Den minder mig så meget om ham og jeg. Vi havde det så godt sammen. Pludselig fandt vi ud af, at vi var nødt til at gå hvert til sit, finde nye veje begge to. Han sagde, at vi selvfølgelig stadig var venner. Men sådan er det jo aldrig vel? Vi har ikke talt rigtig sammen i snart tre år. Det var rigtig hårdt i starten. Hårdere end ord kan beskrive. Jeg har grædt meget. Så ufattelig meget. Og gør det stadig af og til. Ikke så meget fordi jeg savner dig, for det gør jeg ikke længere. Jeg kan knapt huske hvem du er. Men mindet om, hvad der engang var, og hvem du engang var og hvem vi to var sammen, dét savner jeg. Jeg savner ikke dig. For du er en røv. Virkelig uforskammet og selvisk. "But you didn't have to cut me off. Make out like it never happened and that we were nothing. I don't even need your love, but you treat me like a stranger. And THAT feels so rough." Det kunne ikke siges bedre. Jeg vil ikke længere undskylde for, alt det jeg engang gjorde mod dig. For det kan aldrig retfærdiggøre det du gør mod mig. Selvom sangen minder mig om dig, får den mig også til at indse, at jeg er kommet videre. I have moved on. Jeg bliver ikke længere ked af det, ved tanken om dig, jeg savner dig ikke længere. Du kan ikke længere få mig til at græde. Jeg er stolt af mig selv. Og jeg er jo ikke dum, jeg kan jo se hvorfor du handler som du gør. Det gør endnu mere ondt på dig, end på mig og det skinner så tydeligt igennem. Den dag du er klar til at indrømme det, som jeg har vidst så længe, ja der vil jeg stå klar. Klar til at snakke, klar til at lægge alt bag mig. Men jeg tror du er for stædig. Jeg tror du ser det som et nederlag, at indse at man har været svag, ked af det, såret. Jeg ville være så stolt af dig, hvis du blot turde indrømme, at du faktisk har savnet mig. Oprigtigt. Men det tør du ikke. Ærgeligt for dig. For nu. Ja nu, synes jeg bare du er ynkelig. Du har det så dårligt, men du ønsker ikke folks hjælp. Du skubber alle dine bedste venner væk. Til hva nytte? At sidde der hjemme foran computeren, fordi du ikke er i stand til at gennemføre en uddannelse? Fedt liv, må jeg sige. Jeg ville så gerne hjælpe dig, støtte dig, hjælpe dig igennem det. Men hver gang jeg prøver at hjælpe dig, tager du bare endnu mere afstand. Så jeg har for længst givet op. Jeg er ikke ligeglad med, om du nogensinde bliver til noget. Men hvis du ikke gør, er det ikke min fejl. Det er helt din egen. Du kunne have grebet min hånd da jeg tilbød dig den, men det ønskede du ikke.

Dagens indkøb

Hovedet banker fordi tankerne tordner rundt.
Det jeg før var aller mest tryg ved, er nu dét, som gør mig aller mest usikker.
For alene til at miste, for vred til at holde fast.
Hovedet banker. Tankerne tordner.
Så forvirret.
Så frustreret.
Fordi hovedet banker og tankerne tordner rundt.
Intet er klart og alting, hele verdenen, virker så fjern.
Blikket flakker og tårene presser på.
Hovedet banker.
Tankerne tordner.
Jeg ligger helt stille og lytter til verdenens støj.
Men alt jeg kan høre, er støjen fra mine tanker.
De tordnende tanker.
Lukkede øjne, et forsøg på at finde ro.
Støjen forstummes.
Tankerne træder i baggrunden.
Hovedet banker endnu.
Vender mig. Kaster mig rundt. I sengen, for at finde ro.
Presser øjnene sammen - endnu en tåre.
Støjen vender tilbage.
Tankerne tordner.
Hovedet banker - nu endnu hårdere end før.
Jeg græder, hulker.
Vrider og vender mig.
Mens hovedet banker og tankerne tordner.
En endeløs kamp, mod de endeløse, forvirrende, tunge og vrede tanker.
De triste, modløse og omgivende tanker.
Jeg græder stadig, hulker lidt endnu.
Vrider mig let og vender mig endnu engang.
Stormen ser ud til at have lagt sig.
Hovedet banker, men ikke nær så meget nu.
Tankerne tordner, men stormen trækker væk.
Øjnene lukkes og roen trænger sig endelig på.
Drømmene begynder, hertil troede jeg aldrig, at jeg skulle nå.

Torsdag: "Hvis jeg går i gang med dansk stil imorgen er jeg færdig i goooooood til. Den skal først afleveres mandag morgen."
Fredag: "Værste dag længe.. det bliver IKKE i dag. Jeg gør det imorgen"
Lørdag: *sover hele dagen* Kl. 23: "... Jeg gider simpelthen ikke nu, jeg kan IKKE koncentrere mig. FUCK OG LORT MAND! Så er jeg jo nød til at sidde med det imorgen..."
Forudser søndag: *sove hele dagen* Kl. 22: "Nå... ja, nu skal jeg jo i gang.."

Story of my life - once again.

Blot en drøm, eller hvad..

Han kysser mig, blidt men samtidig fast. Jeg lukker øjnene og nyder øjeblikket. Det slår ned i mig som et lyn; virkeligheden. Mine læber bliver stramme og jeg presser øjnene hårdt sammen, for ikke at slippe tårerne ud. Jeg slipper hans hænder og sætter af med mine hænder mod hans brystkasse. "Aldrig mere!" Råber jeg, "ALDRIG NOGENSINDE MERE!" Jeg vender mig om og løber. Jeg løber og løber ud i det uendelige mørke. Jeg er ikke længere i stand til at holde tårerne tilbage. De strømmer ned af mine kinder, som regnen mod bilens forrude; den nat. "...aldrig igen," hvisker jeg til mig selv, mens jeg stadig løber ud i mørket, "jeg vil aldrig gøre det mere."

Sneflokke kommer vrimlende

Min nye ven fra Randers Regnskov. Han har endnu ikke fået et navn! 

Jeg skal i Zoodom med Martin på torsdag og kigge på agamer. 

Uh, hvor jeg gerne vil have sådan en sød én! 

(Jeg ved virkelig ikke hvordan det lykkedes mig, at placere billederne 

ved siden af hinanden... Jeg ved det VIRKELIG ikke.)

Jeg har netop læst et blog indlæg om, problematikken i at have en offentligt tilgængelig blog. Det er dejligt at alle kan læse det, fordi det altid er sjovt når mennesker man ikke nødvendigvis kender overhovedet læser ens tanker og måske kan realterer til dem. Det er det jeg synes er spændende og sjovt ved at blogge. Men nogle gange har jeg ting som jeg rigtig gerne vil ud med, skrive ned, men ikke kan dele her. Ting, som fremmede måske godt må vide, men enkelte personer ikke skal læse. Problemet ligger i, at man for det første kan støde folk, fordi dem der kender mig, ved at det jeg skriver måske kan handle om dem, hvis jeg fx beskriver en situation eller lignende, men ting jeg skriver kan også bruges mod mig. Jeg har allerede lært på den hårde måde, at der er nogle ting, trods ytringsfrihed, som man IKKE skal dele i det offentlige rum. Ting som kan såre andre, fx. Jeg kan derfor ikke uhæmmet svine folk til, som jeg ikke bryder mig om, selvom jeg måske har rigtig meget behov for at få i tanker og følelser ud af kroppen. Men det kan jeg ikke, for det kan få konsekvenser både for mig og andre. Og det ønsker jeg ikke ske igen.  For ja, jeg er før gået for langt. Og jeg sagt ting, om folk, som alle dem der kender mig, vidste nøjagtig hvad handlede om, og ikke mindst hvem det handlede om. Det var ikke rimeligt. Man kan ikke tillade sig at svine folk til, selvom man har brug for det, og selvom man i teorien har ret til at sige hvad der passer en. Nogle gange må man bare enten... holde det i sig, eller skrive det i sin egen lille dagbog som INGEN udover en selv læser. Det kan i nogle tilfælde også være tilstrækkeligt, men hvis det er et emne eller en situation man ønsker at dele med andre, hører andres mening omkring osv er det problematisk at man ikke bare kan skrive løs.

Jeg har ingen løsning på problemet. Jeg ønsker at min blog skal være tilgængelig for alle.
Så hvis jeg på noget tidspunkt får skrevet noget, som på en eller anden måde støder nogen, ville jeg være taknemmelig hvis de sagde til, for det har aldrig være mit ønske at såre nogen.

Vrede og melankoli

Jeg var så glad, endelig havde jeg fået min stationær tilbage, den virkede og jeg kunne endelig komme til at spille mine spil. Det er 14 dage siden ca. Igår, midt i et spil Minecraft, fryser den. Jeg tænker ikke videre over det og trykker på genstart-knappen nederst på computeren. Den starter op. Viser sort skærm med et blinkende "_" og så kommer SIDEN. SIDEN, som jeg aldrig troede jeg skulle se igen, SIDEN, som den har vist så mange gange, SIDEN som betyder at lortet alligevel ikke virker. Noget i retning af "An unknown error occured. Press CTRL + Alt + Delete to restart." Jeg græd. Græd af raseri. Det kan simpelthen ikke passe. Ikke igen, ikke allerede! Jeg gav 500 kr for en ny harddisk og det virker stadig ikke.
Jeg skrev til Alexander, og viste ham et billede af den anden 'side', som siger: "Der opstod et problem i Windows under forsøget på at kommunikere med en enhed, der er tilsluttet computeren. Fejlen kan skyldes.... *bla bla bla*" HARDDISK FEJL, skriver han tilbage. Jeg var sekunder fra at gå amok, da jeg havde svaret; og hvad gør jeg ved det, for jeg vidste, at han ville svare at jeg skulle købe en ny harddisk. NEJ. Been there, done that. NOT WORKING. Ork, det gør mig bare så vred. Men det skal selvfølgelig ikke gå ud over ham, for det er jo ikke hans skyld, at min 6 år gamle computer ikke kan mere.
Men jeg har ikke vundet i lotto, så jeg har ikke bare lige råd til en ny. Så jeg må håbe, og vente, på at det bliver min fødselsdag i februar, hvor jeg MÅSKE kan være heldig at få en. Eller få beskeden "Vi ville have købt dig en ny computer skat, men vi har simpelthen ikke råd."
Sikke et kedelig blogindlæg, om computer og vrede over, at det lort aldrig virker.

Melankoli.. som titlen siger. De viste Sex and the City: the movie på TV2. Og jeg, som ejer alle afsnit af sex and the city, skulle selvfølgelig se den (igen..)
Den minder mig bare... om mig selv. Det er kliche agtigt at sige, det ved jeg, men det er sandt. Big minder mig om en eks kæreste og Carrie minder mig vel lidt om mig selv, selvom jeg ikke ejer stil, eller sko, eller veninder som hendes. [Ikke at jeg ikke har veninder - vi tøsefjanter bare ikke.... vi spiller Little Big Planet og ser Skråplan og drikker COLA... Ja.. Jeg elsker jer sgu!]
Men jeg bliver lidt vemodig. Og jeg tænker.. over alt det... som jeg har været igennem de seneste år. Det har været som en endeløs rutsjebane tur, som aldrig ville tage ende. Som om, at når det endelig gik bare lidt godt, skulle der ske noget, så drastisk, at det vendte alt på hovedet og gjorde, at jeg kunne starte forfra i min kamp. Det skal ikke lyde som om, at det har været verdenen, som har været ond og grusom mod mig. Det er selvrforskyldt, rigtig meget af det. Min egen skyld. Og det er næsten det værste.
At se sig selv i spejlet og indse, at man ikke kan leve med den man selv er, intet kunne være værre. For du ændre ikke dig selv over én nat, selvom du gerne ville. At andre ikke kan lide sig, hader dig, synes du er verdens største svin, ja det er én ting. Men at man selv synes det. At man hader sig selv, for den man er, fordi man virkelig har indset  hvor kæmpe et svin man har været, hvor egoistisk og selvisk man har opført sig over for alle dem, som ville en det allerbedste. Alle dem jeg har pisse på gennem årene, selvom de stod ved min side til det sidste. Carrie sagde, at man bruger tyverne på at opleve kærligheden, trediverne på at lære lektien og fyrrerne på at betale regningen. I've been all the way around. Jeg oplevede livet, levede det som det passede mig, læste lektien, opdagede at jeg tog fejl, at jeg var... et svin, et dårligt menneske, og nu betaler jeg regningen, jeg mistede en jeg elskede højere end noget. Det nager mig stadig og jeg kan stadig, efter snart tre år, fælde en tårer, selvom han ikke er det værd, men jeg har fortjent det. Ingen fortjener at blive behandlet sådan, selv ikke ham. Jeg er ikke enig i, at hans måde at håndterer det på er iorden, men det er hans måde og jeg har mine måder. Jeg kan intet gøre for at ændre på fortiden, kun se fremad og håbe på, at jeg kan gøre det bedre i fremtiden.
Aldrig, ikke en eneste gang, havde jeg takket dig, når du hentede cola'er til mig, fordi jeg var for doven til selv at lætte røven. Men da du sagde, at åh hvor kunne du godt spise en sildemad, så gik jeg ned og jeg lavede dig en sildemad. Jeg ved det ikke er meget, og jeg ved det ikke er nok. Men det er da et tegn på, at jeg er på vej i den rigtige retning - er det ikke?

Jeg har købt et slytherin slips på eBay! Jeg glæder mig så så så meget til, at det kommer!
Isze har fået sit Draco Malfoy cosplay og jeg har set det, yay, hvor jeg er heldig... Men det var slet ikke det jeg ville sige, nej hun har købt en overnice slytherin kappe, også på eBay, til ret billige penge! Sådan en vil jeg også have fingrene i!

Mine nye iPhone covers kommer også snart, forhåbentligt. Jeg glæder mig! 
De er smadder fine! Ved godt, at det grå og det sorte er rimelig... "kedelige" "simple", men det synes jeg bare er fedt! 
 
 

Kort indlæg.. Ja, jeg er stadig syg. Beklager.